Migræne er en neurologisk sygdom i hjernen. Årsagen til selve migrænen er i mange tilfælde genetisk, derfor vil der ofte være flere patienter i samme familie. Men migræne kan også være en følge af hjernerystelse og andre sygdomme og kan i nogle tilfælde forveksles med disse. Og man ved ikke, om de, der får migræne efter fx hjernerystelse eller andre sygdomme også har det genetisk disponeret.
Triggere til de enkelte anfald
Hos nogle mennesker, vil der være en faktor i miljøet, der trigger migræneanfaldet. Tidligere kiggede man efter enkelte fødevarer som selvstændigt kunne starte anfaldet, men i dag kigger man mere efter den samlede mængde, der kan ”fylde glasset” og starte et anfald. Det kan være næsten hvad som helst i miljøet, men nogle ting er dog hyppigere triggere end andre.
Man ved dog ikke, om alle har triggere, da ikke alle kan finde dem. Og de færreste finder alle deres triggere og bliver helt fri for anfald, selvom det lykkedes for nogen. Det er dog altid værd at blive ved med at lede. For selvom du ikke bliver fri for sygdommen, kan du måske få færre eller mildere anfald. Og det er absolut også værd at tage med.