Hvad er riboflavin? 

Riboflavin er et andet navn for B2-vitamin. Det hed tidligere G-vitamin. Det har i doser på 400 mg per dag vist sig at kunne forebygge migræne hos nogle patienter. Vitaminet er vandopløseligt, så vil kroppen vil udskille det, den ikke har behov for. Derfor er den eneste mulige bivirkning af riboflavin også, at din urin farves kraftigt gul. Det er helt ufarligt, men kan være godt at vide.


Riboflavin forekommer naturligt i mælk, yoghurt, lever, nyre og berigede soja- og havremælkesorter. Desuden findes det i flere slags fuldkorn, som f.eks. sesam, mandler, quinoa og svesker. 

Vitaminet hjælper cellerne med at nedbryde fedt, kulhydrater og proteiner. Det nedbryder også frie radikaler, og hjælper også leveren med at nedbryde de giftige stoffer, der ellers ophobes. B2-vitamin spiller også en rolle i forhold til at producere flerumættede fedtsyrer og vigtige hormoner. Man omsætter ekstra meget riboflavin, når man er syg, og derfor er behovet hos migrænikere også større. 

Det bruges i nogle madvarer som gult farvestof. Derfor har det faktisk også et E-nummer (E101). Det blev opdaget i 1930’erne og isoleres fra mælk. Dog er det intet problem at indtage det, selvom du har laktoseintolerance. Der er ikke laktose i riboflavin, selvom det udvindes fra mælk. 

Hvem kan tage riboflavin?

Riboflavin kan bruges af både børn og voksne; gravide og ammende. Der er ingen kontraindikationer, der umuliggør riboflavin. Det må bruges sammen med alle andre forebyggende præparater og alle typer af akut anfaldsbehandling. Man skal tage riboflavin i 2-3 måneder, før man kan være sikker på, om effekten er til stede.

Hvor køber man riboflavin?

Riboflavin mod migræne skal tages i ret store mængder, 400 mg. Det kan normalt ikke købes i helsekostforretninger og på apoteker. Men din læge kan udskrive det på en magistral recept. Så bliver det specialfremstillet på Glostrup Apotek og sendt til dit eget apotek. 

Er der tilskud til riboflavin?

Der er desværre ikke tilskud til produktet, hverken fra CTR eller sygeforsikringen Danmark. Men det er nogle gange nemmere og billigere at købe det selv i netbutikker, evt. i 100 mg og tage 4 stk. dagligt. 

Hvilken evidens er der for brug af riboflavin?

Der er på forskningsdatabasen 9 artikler, der ved systematisk gennemgang peger i retning af, at riboflavin forebygger migrænens hyppighed og/eller intensitet. Og det er lavet en større analyse med over 600 mennesker og en placebogruppe, der viser det samme. 

Litteratur: